Karen Touborg

På byrådsmødet 20. december 2007 skal byrådet i Mariagerfjord Kommune have den endelige drøftelse af, hvordan vi vil forvalte landbrugsopladet til Mariagerfjord. Vil vi anvende forsigtighedsprincippet og lade tvivlen komme fjorden til gode eller vil vi satse på fuglene på taget og regne med, at de vedtagne vandmiljøplaner retter op på den alt for høje udledning af næringsstoffer til Mariagerfjord?

Jeg er ikke i tvivl. Jeg vil som politiker ikke spille hassard med den økologiske balance i Mariagerfjord. Jeg vil ikke tage chancen.

Mariagerfjord er ude af balance og tilledningen af næringsstoffer skal sættes ned, før vi får en fjord i balance igen. Så langt så godt, så langt går eningheden trods alt. Men hvordan gør vi det, hvilken forvaltningspraksis skal anvendes? De gamle amter omkring Mariagerfjord har fået lavet et meget grundigt analysearbejde med hensyn til at få klarlagt, hvad status er for Mariagerfjord, hvad der skal til for at opnå en fjord i balance og hvordan disse mål kan nås. En af rettesnorerne var, at vi skal sigte imod, at der ikke udledes mere end 12 kg kvælstof/ha fra landbruget. Dette niveau har amtet forvaltet efter ved udvidelser af husdyrbrug, men dette princip vil et mindretal i Mariagerfjord Byråd nu gøre op med. Argumenterne går på, at ved fuld gennemførsel af de statsligt vedtagne vandmiljøplaner, vil udledningen af næringsstoffer til fjorden blive bragt ned på det niveau der skal til, for at fjorden kommer i balance. Problemet er bare, at vandmiljøplanerne er fugle på taget. På nær vandmiljøplan II, hvor der blev indført håndfaste kvoter for gødningsforbrug, så er det op til “det gode landmandsskab” at få nedbragt tilledningen af næringsstoffer, og det er yderst tvivlsomt om den teoretiske nedbringelse man kan regne sig frem til vandmiljøplanerne vil betyde, rent faktisk også bliver virkelighed. Det ved vi først om 20-30 år, når de næringsstoffer der idag udledes, via grundvandet, når til fjorden. Jeg synes ikke, at det er godt nok. Jeg synes tvivlen er for stor. Jeg synes, at vi skal anvende forsigtighedsprincippet, når det gælder Mariagerfjord, og regulere på det vi kan regulere på, med 100% sikkerhed - nemlig udvidelser af landbrugene og dermed udledning af næringsstoffer.

Jeg synes vores muligheder som kommune for at regulere er alt for få og små. Landbrugene af i dag burde sidestilles med industrien og have en miljøgodkendelse, hvori der stilles en række vilkår. En miljøgodkendelse som skal ses efter i sømmene hvert tredje år af kommunens forvaltning. Vilkårene skal stilles på baggrund af national lovgivning, men også på baggrund af status på det miljø man udleder sin “forurening” til. Så kunne vi få styr på udledning til Mariagerfjord fra “den tunge ende” i stedet for som i dag, hvor vi alene kan regulerer udledning af næringsstoffer, når bondemanden ønsker at udvide. Og måske var der en eksisterende produktion, som har langt større udledning, men som ikke ønsker at udvide, og det kan vi ikke regulere.

Men det står ikke lige for, med miljøgodkendelser af landbrugsindustrien. Nu må vi vente på 2009, hvor effekten af EU vandrammedirektiv begynder at slå igennem. Og så må vi se om det ender med fugle på taget eller forsigtighedsprincippet, når det bliver EU miljølovgivning, der skal regulere Mariagerfjord.

Og gad vidst hvad der sker, hvis vi har sagt ja til udvidelser af husdyrbrug med udledning over tålegrænsen og EUs lovgivning siger nej i 2009?