Bright Green – den kloge tilgang til bæredygtighed.
Bright Green er navnet på den danske energiindustris første initiativ til klimatopmødet i 2009, samtidigt er det eksemplet på, hvordan man kan se klimaproblemet som en fantastisk mulighed for vækst – bæredygtig vækst vel at mærke.
Der findes intelligente teknologiske løsninger på klimaproblemet, og Danmark er forsat med fremme i førerfeltet indenfor flere af disse teknologier. Øget anvendelse af teknologierne globalt, er en del af løsningen på klimaproblemet.
At Danmark har et sådant guldæg har tilsyneladende været helt usynligt for den siddende regering lige fra den tiltrådte. I de allerførste måneder af regeringens levetid skar VC og O, dybt i de økonomiske rammer for vedvarende energi. Så dybt at flere meget lovende projekter valgte at flytte ud af landet. De der ikke flyttede ud af landet blev stækket og udviklings- og væksthastigheden blev sat ned. Ærgerligt, for vi kunne have været endnu længere fremme, når det gælder teknologiske løsninger på klimaproblemet.
Men nu skriver vi 2008 og allerede næste år skal Danmark være vært for FNs klimatopmøde, hvor der meget gerne skulle indgås nogle bindende aftaler ift CO2 udledning. Det er en stor mulighed for at promovere danske intelligente teknologier og for at vise, hvad løsningerne kan være. Men regeringen er uden ambitioner. Der er intet konkret at hente, hvad angår tiltag for at gå i front som værtsnation. I stedet viser industrien vejen.
Den kloge tilgang til klimaproblemet er at se problemet som en mulighed for at skabe noget nyt. Noget helt anderledes, og sådan er det i grunden ofte med problemer…
SF har bl.a. foreslået, at vi gør København til Skandinaviens grønne hovedstad. Der er masser af konkrete forslag herunder en betalingsring, så vi får mindre trafik ind i byen. Men klimainitiativerne kunne fint bredes ud til hele landet. Hvad med at give kommunerne en mulighed for at kigge på energiforbrugene i deres bygninger? Det ville være oplagt med en pulje til energibesparende foranstaltninger, det ville endda være penge, hvor en del (de reelle besparelser) kunne betales tilbage efterhånden som de opnås. Eller få sat forsøg med brint personbiler i værk. I første omgang kunne det være biler til hjemmeplejen - og Mariagerfjord Kommune kunne fint lægge hjemmepleje til, vi har allerede brint på dagsordenen! Regeringen kunne vælge at se klimatopmødet som en mulighed for at skabe en grøn profil, give et udstillingsvindue til den danske energiindustri, vores forskningsprojekter og miljøet - men foreløbigt kommer der kun varm luft fra regeringen.
Jeg synes, at det er en skam hvis vækstpotentialet ikke bliver udnyttet fuldt ud, at vi ikke har en visionær regering, som vil tage teten. Men det allerværste er, at vi ikke for alvor tager ansvaret på os, når det gælder at løse klimaproblemet. VC og O har trods alt taget ordet i deres mund nu – global opvarmning – men det er som om VC og O alligevel ikke rigtigt mener det, som om de er bange for at brænde sig på det. Eller måske kan de ikke se nødvendigheden og potentialet?
Klimatopmødet er en chance til at skabe noget helt nyt siger du.
Jeg håber du har ret for det er netop det, jeg har arbejdet med gennem mere end 20 år på trafikområdet.
GANGEREN (www.gangeren.dk) er en ny type cykel, som DSB gerne ser at pendlere bruger, da den ikke fylder ret meget. DSB tilbyder at man kan tage den med i S-toget, gratis, også i myldretiden. Det vil få flere til at bruge toget til pendling.
RUF (www.ruf.dk) er en ny form for kollektiv trafik, som er så attraktiv at mange bilister vil fravælge bilen i den daglige pendling.
RUF kollektiv trafik er hurtigere end bilen i dag og lige så komfortabel og så har man ingen parkerings problemer.
Udlandet er meget interesseret, men vi bør starte i Danmark.