Politik med diversitet
Jeg har søgt orlov fra byrådet frem til sommer. Det er efter længere tids overvejelse og vurdering, at jeg har valgt at tage dette skridt, og jeg er kommet frem til, at det er den løsning, som er bedst.
Jeg har været valgt til Byrådet i Mariagerfjord Kommune i mere end to år nu, og jeg er glad for mit hverv som kommunalpolitiker, men det ER en fritidsinteresse, og jeg har som andre mennesker, et arbejdsliv, som er det økonomiske grundlag for mig og min familie, et arbejdsliv jeg derfor bliver nødt til at prioritere. Gennem dette forår er der nogle projekter i mit arbejdsliv, som kommer til at tage en del af min tid, - også den tid som normalt hører til fritiden. Derfor vil jeg ikke kunne deltage i alle møderne i byrådet og de møder som er ved siden af. Jeg kan forudse, at jeg vil få et fraværd, som gør, at jeg ikke vil føle, at jeg har leveret en rimelig indsats i mit politiske liv, derfor vil jeg hellere melde fra på forhånd, og lade en anden SFer levere varen.
Det betyder ikke, at jeg vil fjerne mig helt fra kommunal politik. I SF arbejder vi på den måde, at kommunalpolitikerne har aktive baggrundsgrupper, som er de politik skabende fora, og jeg vil forsat i stort omfang deltage i disse baggrundsgruppe møder – og holde fingeren på pulsen, så jeg er ”fit for fight”, når jeg kommer tilbage efter min orlov.
Det bliver Melanie Simick som tager over i byrådet de næste 4 måneder. Melanie har ikke tidligere siddet i byrådet, men har lavet kommunalpolitik via baggrundsgruppen gennem flere år. Hos Melanie er SFs politiske arbejde i Mariagerfjord i rigtigt gode hænder - menneskelige hænder, og hvis nogen tror, at min orlov betyder SF vil blive usynlige i kommunalpolitikken i Mariagerfjord, - så tager de grueligt fejl!
Styrelsesloven giver mulighed for at kommunalpolitikerne kan tage orlov fra byrådsarbejdet, hvis det enten er begrundet med arbejde eller sygdom. Det synes jeg er en fornuftig mulighed. Det skulle jo gerne være sådan at politikere var et udsnit af befolkningen, helt almindelige mennesker. Men hvis der ikke var denne mulighed – for at søge orlov, kunne jeg godt frygte, at kun en bestemt type mennesker ville vælge at stille op til byrådet, og at vi dermed ville få byråd med meget stor ensartethed mellem politikere. Så ville byrådene bestå af politikere som 100% kan styre deres arbejdsliv, som ved at de i den 4 års valgperiode ikke bliver udsat for uforudsigelige opgaver i arbejdslivet. For de fleste mennesker er 4 år en meget lang periode, at skulle kunne forudsige, hvad der sker i ens arbejdsliv. Jeg vil gerne, at vi har mennesker med mange slags baggrunde i byrådet, så vi kan få nogle nuancerede diskussioner.
Jeg synes, at vi skal sikre diversiteten i byrådene, sikre at det også er muligt for os som ikke nødvendigvis kan forudse arbejdsopgaverne 4 år frem, at bidrage med holdninger og hårdt arbejde i byrådet. For det er hårdt arbejde at sidde i byrådet, når man vil møde forberedt op.
Fint nok.
Hvem kommer ind som afløser for dig?
Gunner Poulsen
Det er Melanie, jeg har skrevet lidt ind om hende i indlægget på bloggen nu. Tak for din forespørgsel.