Hvis bare alle kommuner var som Holbæk…

Den nye Indenrigsminister har ladet sig inspirerer af den liberalistiske ”tænketank” CEPOS og anbefaler nu kommunerne at anvende det, der på nydansk hedder ”best practise” for at opfylde kravet om nul-vækst.

For cirka et år siden offentliggjorde den liberalistiske ”tænketank” CEPOS en beregning der viste, at kommunerne kan spare 25 milliarder kroner, hvis bare de alle gør som Holbæk kommune.

”Forjættende”…ikke sandt? Det har Indenrigsminister Bertel Haarder sikkert også tænkt, og med en nul-vækst ønskedrøm, som selv direktøren for Nationalbanken kalder urealistisk – dukkede her løsningen på alle kvaler op. ”Vi kan sikre nul-vækst i de kommunalebudgetter, når alle kommuner bare gør som de klogeste kommuner. Hvis bare alle kommuner var som Holbæk…”: tænkte Indenrigsministeren sikkert.

Desværre bliver det ikke til andet end en ønskedrøm Bertel.

For det første holdt tallene fra CEPOS ikke – ”tænketanken” blev reduceret til en ”gættetank” – med beregninger der baserer sig på budgettal og ikke regnskabstal.

For det andet, så kan man ikke, uden at kigge på forudsætningerne for beregningerne, bare overføre ”best practise” fra en enhed til en anden.

Når man arbejder professionelt med ”best practise” i erhvervslivet, så er det fundamental viden at den vidensdeling der danner grundlag for at finde ind til ”best practise” skal indeholde en kritisk gennemgang af forudsætningerne. Hvis to kommuner er vidt forskellige i befolkningsstørrelse, arealstørrelse, tyngden og fordelingen af virksomheder osv, så kan man ikke bare overføre ”best practise” og forvente at få den samme optimering.

Alle kommuner er ikke som Holbæk! De kan lade sig inspirerer af hinanden, og ”best practise” i en kommune kan beskrives og erfaringen deles, men den enkelte kommune er nød til at lave deres udgave. Der findes ikke en facitliste, der bare kan rulles ud over samtlige kommuner og vupti – Bertels ønskedrøm om nul-vækst er realiseret.

Vejen til kommuner i balance med højt serviceniveau, med skoler i verdensklasse, ældrepleje vi kan være bekendt og bæredygtig miljøforvaltning, har ikke nul-vækst som præmis – og best-practise kan slet ikke bruges som et generaliseringsværktøj. Men et sted at begynde var at sætte de ansatte i den offentlige sektor fri af bureaukrati og regler. Lad dem skabe værdi.

Skriv en kommentar til dette indlæg: